Vi har haft nogle hyggelige og rolige dage i Hoi An. Her er vores fortælling fra Hoi An og hvordan, der efterhånden er gået lidt tempelinflation i både mormor og jeg. Jeg har forsøgt at fatte mig i korthed – og det er lykkedes. Jeg har tilgengæld ikke fået skrevet om vores dagsture.

Bus fra Hué til Hoi An

Vi blev hentet op fra hotellet I Hué af en chauffør og blev så gennet ind i en form for sovebus. Mormor og jeg havde det udmærket, men der var problemer for en-nogen-og-halvfems høje Erik. Han måtte ligge med benene bøjet hele vejen. Ikke just rart!

sovebus i vietnam

Jeg brugte det meste af tiden på at skrive indlægget om Hué færdigt – det tog lidt tid, men det var også sjovt at snakke med mormor om alle de ting vi havde oplevet. Hun kunne også bidrage med nogle detaljer, jeg havde glemt – og om ikke andet i hvert fald slå op i bogen, hvis der var noget jeg ikke lige kunne huske.

Ellers holdt hun udkig og sagde til, når jeg skulle kigge ud på det flotte landskab. På vores tur kom vi blandt andet gennem den længste tunnel i sydøstasien og så den smukke dragebro i Da Nang. Ingen af tingene nåede jeg desværre at få et godt billede af. Jeg fik tilgengæld andre smukke billeder på vejen.

20160123_102516

fra hue til hoi an

Det første indtryk

20160123_120916

mormor som model på hotelværelset

Allerede fra begyndelsen var vi begejstrede over Hoi An! Hotellet var rart og vi havde set solen skinne. Vi gik ud i gaden og kunne kigge i de mange små butikker. Hoi An er særligt kendt for at være et sted, hvor man kan få skræddersyet sit tøj, så vi var også inde og kigge på tøj og mærke stoffer.

Den første begejstring fortog sig lidt, da vi opdagede præcist hvor mange turister og biler der var – og ikke mindst hvor turistet Den Røde Bro var.

Rolig stemning (for 11 år siden!) og Den Japanske Bro

Den japanske bro er en af Hoi Ans helt store varemærker. Den er plastret udover magneter, postkort, plakater mv. Den var også en af de ting, som mormor kunne huske allertydeligst og stod som et symbol for den afslappede stemning hun havde oplevet nede ved flodbredden.

den japanske bro i hoi an

Jeg forlod den med en vis skepsis og var meget glad for, at den ikke var 100% repræsentativ for resten af ellers så hyggelige Hoi An. Den var fyldt til bristepunktet med selfie-tagende turister og plasticlort-sælgende platugler.

Selvom resten af Hoi An klart var mere rolig end både Hué og Hanoi, var der stadig mange biler, motorcykler, knallerter, cykler og el-cykler på gaden. Sådan var det ikke dengang mormor var her for 11 år siden, blev hun ved med at sige. Vi snakkede også med en af de lokale, der fortalte os, at det forandrer sig for hvert år.

Det er selvfølgelig positivt for turismeøkonomien, men oplevelsen som turist kan ikke undgå at blive mindre speciel.

20160123_150638

turister i vietnam

En skræddersyet løsning

Allerede på forhånd havde mormor sat sig i hovedet, at jeg skulle have syet nogle skjorter her i Hoi An. Det blev også til tre styk, der efter lidt tid snakken frem og tilbage endte med at stå i lige under 100 kr. pr. skjorte – og så passer de perfekt. Du kan finde mange forskellige skræddere på TripAdvisor, men vi prøvede bare lidt forskellige. Jeg læste også her, at 90% af skrædderbiksene ikke er skræddere, men blot sælgere.

skræddersyede skjorter i vietnam

Den gamle by og tempelinflation

Vi brugte ikke ret lang tid på de forskellige historiske attraktioner i bydelen. Jeg kunne mærke, at min lyst var blevet mindre – og mormor havde det på samme måde. Denne tempelinflationen havde som sagt ramt os; vi tog derfor en pause.

mormor og kalle på madkursis

Her ses Mormor og jeg til madlavningskursus – dette belyses ydereligere i det kommende indlæg. Glæd jer!

At flyve: Ho Chi Minh City

Jeg begynder at glæde mig lidt til at flyve – det er bedre vejr i Ho Chi Minh City på flyet skriver jeg om vores oplevelse på et vietnamesisk madlavningskursus og forhåbentlig også noget om vores besøg til de 1500 år gamle My Son-templer. Jeg har i hvert fald taget en masse noter og billeder.