Vi vidste knapt nok hvad vi skulle lave. Gråvejr og templer – juhu.

Men så fik jeg hende overbevist: Mormor og jeg skulle ud og lave vietnamesisk mad med en flok andre turister! Vi bestilte turen dagen før og var så ellers klar til at blive imponerede – og imponere de andre med vores kogekunstner.

Vores medsammensvorne

Allerede fra start var vi positivt overraskede: Vi var kun fire på holdet sammen med vores guide. To enligt rejsende kvinder fra hver deres side af verden: Japan og Hamborg. Mens vi selvfølgelig havde vores forskelle var der stadig meget at snakke om. De fortalte – med hver deres charmerende accent – om deres oplevelser i blandt andet Thailand og om deres forskellige baggrunde.

Det mest interessante var dog, da vi fik indsigt i foretagendets baggrund. Guiden havde selv sat det hele i værk. Hun stod selv for samtlige “food tours” og var nødt til at arbejde syv dage om ugen – mange gange med både morgen- og aftenhold. Ved siden af FULDtidsarbejdet havde hun sine to børn – på 3 og 12, der boede og gik i skole inde i byen.

På trods af, at der må have været meget rutine, så fortalte hun levende om, hvordan de havde startet forretningen op. Helt fra begyndelse -med sin egen historie som drivkraft:

Hun var begyndt med at arbejde i rismarkerne for at spare op til at kunne tage engelsk. To års engelsk var det blevet til. Så havde hun – gennem sin fætter og sine engelskevner – fået et job på cykelturen, hvor turister kunne cykle ud og se de smukke øer nær Hoi An.

Mens hun cyklede kunne hun ikke lade være med at tænke, at hun burde udnytte sin bedstemors hjem og kogekunst: Idéen til et kursus var i gang. Hun kom hurtigt – måske for hurtigt – i gang med otte englændere og australiere. Hun var nervøs, og havde da også lavet en del fejl.

Men med tre års øvelse – og lidt eksperthjælp fra blandt andet Danmark – var det hele blevet utroligt raffineret. De var nu fem fuldtidsansatte og hende til at undervise. Det fungerede bare!

Om omgivelserne

Vi blev sejlet 35 minutter væk fra Hoi An til en lille ø, hvor bedstemor og de øvrige familiemedlemmer bor. På turen derhen hørte vi om traditionelle fiskemetoder og så hvordan de padlede ind til byen med varer, der skulle sælges på markedet. En oplevelse i sig selv.

Vi bevægede ind på den lille ø, hvor de tjente penge på tre forskellige industrier: De havde en rejefarm, hvorfra de høstede rejer to gange om året:

Og så producerede de sivmåtter som de brugte til at sove på. Og så var der selvfølgelig turismen som også skinnede igennem.

Denne ø var en del af en mindre øgruppe, der før i tiden havde været en enkelt ø. Men efter amerikanske bomber (og hvad jeg formoder har været vandstigninger…) var den nu splittet op i flere forskellige øer. De skabe problemer for de lokale, og de havde sammen bygget en bro for penge og palmer indsamlet blandt øernes befolkning: fem palmer og en million dong (ca. 300 kr.) havde de hver måtte hoste op med.

En af de mere foruroligende ting var, at de nu ikke havde haft oversvømmelse i to år. Selvom det var godt for familie-biksen, hvor de arbejdede med turister, så var det anderledes skidt for landbruget og fiskeriet. Her manglede bl.a. næring til rismarkerne.

Vi hørte også en spændende historie om en dame på 87, der hver dag i 72 år havde roet sin egen båd ind til byen, købt varer, og så roet tilbage til sin hjemstavn, hvor hun så havde cyklet i første omgang og senere hen brugte knallert. Imponerende! Intet mindre.

Om at dyrke ris

Mormor og jeg havde gennem længere tid diskuteret, hvordan risen blev dyrket. Hvordan ser risplanter ud? Hvad i alverden står de med nummeren i vejret for? Jeg spurgte.

Et billede fundet på nettet af en risplante.  Kilde: Ing.dk

Ris bliver høstet en gang om året i nord, to gange i det centrale og tre gange sydpå. Først sorteres risene ved at de lægges i vand: Her flyder de dårlige ovenpå. Sidenhen sås de med lemfældigt på markerne. Hernæst skal de tæt bevoksede områder udtyndes og planterne flyttes til tomme pletter på marken.

Så vokser de ellers i et par måneder, hvor det er vigtigt at holde ukrudt væk. Hernæst vokser de op og ender i kornlignende aks.

Om at forarbejde ris

Risene ender med at have skaller på, der skal tages af. I dag gøres det meste med maskine, men for ikke mange år siden gjorde man det med håndkraft.

Hernæst skal de poleres, så de bliver til de hvide ris vi kender. Det er rigtigt, at brune ris ofte er sundere – men disse var hvide: Polering nødvendig.

Mere sjov med ris

Vi skulle også lave rismælk til pandekagerne og lave dem selv. Her malker vores kære guide risene:

Vores søde guide – og mormors sko i baggrunden.

Selvom mormor i første omgang nægtede, så var hun nødt til at bage en pandekage ligesom os andre. Jeg fik en film af bagningen – UG med kryds og slange til mormor:

Fire-retters hjemmelavet, lækker vietnamesisk mad

Så skulle vi ellers i gang med at forberede retterne! Først stod den på rispandekage (og rispapir) med koriander og grillet svinekød – simpelthen så lækkert og friskt. Kødet smagte også langt bedre, end det man kunne købe på gaderne, fordi det var en rigtig udskæring og ikke 50% spæk.

Herefter var det en grøn papayasalat. Den smagte også lækkert og meget friskt, men på ingen måde sødt! Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg at vide, at de var plukket tidligere og derfor ikke havde udviklet sødme. Lækkert, lækkert!

Vi var ved at være mætte – men der var to retter endnu.

Så skulle vi ellers have gang i panden, hvor vi lavede en ”rigtig” rispandekage med rejer og mere svinekød. Dette skulle igen indrulles i rispapir og smagte også fantastisk lækkert. Specielt mynten kom til sin ret overfor den lid tunge pandekage. Mormor kunne ikke spise ret meget.

Den sidste ret var et stykke lækkert tun stegt på en støbejernspande. Vi stegte tunen og tog den så med ind til bordet, hvor vi fik serveret ris og en sesambudding til. Ingen af delene var en favorit for hverken mig eller mormor.

Jeg har alle opskrifterne med hjem, så jeg skriver dem ind, når jeg får lidt bedre tid derhjemme.

En tur i det fri og av

Så måtte vi ellers gå rundt i den dejlige natur og kigge lidt rundt indtil vi sejlede hjem med båden. Det var en skøn natur, der var meget præget af, at de på en af de nærtliggende øer holdte bryllup og derfor spillede musik otte timer om dagen i to dage.

Vi hoppede ombord og vendte tilbage til kære Hoi An, som vi alligevel var blevet glade for (selvom turisterne var noget så irriterende). Vi snakkede ikke ret meget på hjemvejen – vi havde stik modvind. Desværre slog mormor sit hoved, da hun skulle af. Det var ikke sjovt, og alle var flink til at hjælpe.

Der gik imidlertid ikke ret længe før mormor grinede: ”Det kan være den er blevet slået lidt på plads nu”… Måske.

En varm anbefaling

Dette var det helt perfekte afbræk for vores ture, hvor det i høj grad har handlet om at se og lytte. Vi fik mulighed for at udfordre os selv, uden at nogen følte sig udsat.

Jeg anbefaler hermed på det allervarmeste at prøve det af, hvis man er i Vietnam – og besøg hellere end gerne My Grandma’s Home Cooking og hils fra os!